Det har været en lidt mærkelig aften. Forleden skrev jeg om Henrik Nøbbe, og flere har skrevet nogle kommentarer om Henrik. Det skal der lyde et tak for. Historien om Henrik Nøbbe blev endnu mere interessant, og jeg måtte starte søgemaskinerne op. Jeg fandt lidt rundt omkring. Alle kunne fortælle om en god dreng.
Skriverierne om Henrik Nøbbe har ligeledes fået mig til at åbne øjnene for, at Danmark efterhånden har mistet en del soldater i krig. Jeg må nok indrømme, at jeg hurtigt glemmer deres navne efter, at jeg har hørt om deres dødsfald i medierne. Jeg glemmer nok, at Danmark er i krig, og når jeg hører om en faldet soldat tænker jeg ikke mere over det efter par dage efter. Det er jo bare et navn i rækken.
Så kom der en kommentar på mit indlæg om Henrik Nøbbe.
Nej, det er ikke bare et navn i rækken. Det er sgu’ nogle unge mennesker, som vores politikere har valgt at sende i krig. Som blegfed dansker glemmer jeg nok, at vi faktisk er i krig. Jeg har det godt, og de brag jeg kan høre er fra fyrværkeri. Jeg har intet at frygte. Og jeg lægger ikke mærke til krigen i hverdagen. Jeg kender ingen som er i Irak eller Afghanistan. Hvorfor skulle den krig overhovedet påvirke mig? Og når jeg læser om dødstallene efter endnu en blodig dag i Irak, så zapper jeg væk. Jeg gider ikke høre mere. Det er jo bare tal.
Men det gør en forskel at kende navnet, og tænke på at bag hvert navn sidder en familie og venner og lider. Så er det ikke bare tal, så er det mennesker. Det glemmer vi ofte. Vi er mest opmærksomme, når vi læser om en dansk soldat, der er faldet i kamp, da vi jo kunne kende ham/hende. Men der sidder også en familie og savner den irakiske familiefar, som lige skulle på markedet og hente lidt frugt, for derefter at blive dræbt af en bombe.
Tænk på disse navne:
- Henrik Nøbbe
- Steen Rønn Sørensen
- Martin Hjort
- Kim Wadim
- Dennis Ove Hansen
- Jesper Nielsen
- Bjarke Olsen Kirkmand
- Preben Pedersen
- Kim Carlsen
- Thomas Kruse Butzkowsky
- Brian Juul Nørløv Andersen
